Når skrædderen skal sy et jakkesæt for sin nye kunde vil det virke uhørt ikke at lytte til kundens behov. Ja, faktisk kan han slet ikke sy jakkesættet uden at snakke med kunden. Han skal vide hvor høj og hvor bred kunden er, hvor smal eller bred hans talje er, hvordan kropsbygningen er, så jakkesættet passer til kundens kropsbygning. Skal det være nålestribet, blåt, gråt eller sort?
Ovenstående eksempel er selvfølgeligt rimeligt klichéagtigt og søgt. Ja, naturligvis kan skrædderen ikke sy jakkesættet uden at kende sin kundes mål, men hvorfor finder dette så ikke sted i andre brancher eller sektorer? Hvorfor ikke også spørge kunderne i andre butikker? Som i den kommunale butik? Kommunerne er blandt landets største virksomheder. De har endda været så snedige på Christiansborg at opdele markedet geografisk og give kommunebutikken ubetinget monopol indenfor deres eget lille lokale område. Så hvorfor ikke i det mindste høre kundernes stemme ved at spørge dem? Er det gået for meget TDC, Microsoft eller Post Danmark i den? Ikke sagt, at kommunerne skal privatiseres og vi skal tilbage til små konkurrende kommuner, men kunne kommunerne ikke spørge brugerne af deres tjenester tilråds oftere? Kommunens kunder køber ikke bredbånd, operativsystemer eller frimærker, men forbruger tjenester hos miljøstationer, børnehaver og biblioteker m.v. Man ser dog al for ofte, at kommunale og lokale beslutninger trækkes ned over hovedet på borgerne af et ellers borgervalgt byråd.
Hvorfor ikke spørge brugerne af de kommunale tilbud om vejledning til hvordan beslutningerne skal tages? Joh, joh - jeg ved godt at der både arrangeres borgermøder, demonstrationer iværksat af politiske fløje og der skrives læserbreve i dagspressen for at opilne til debat om hvorfor placeringen af en ny Cheminova fabrik skal ske mellem en vuggestue og et ældrecenter eller at en ny motortrafikvej skal gå tværs gennem en naturskøn dal, hvor lokale ornitologer sædvanligvis gør deres weekendvisit. Det er også fint nok, men hvorfor ikke bruge internettet til at facilitere debatten – og hvorfor kun forholde sig til skoldhede debatter som førnævnte eksempler. Hvorfor ikke også stikke klør fem ind i mindre politiske hvepsereder? Web 2.0 giver lige nøjagtigt borgerne mulighed for at udtrykke sig, og Web 2.0 giver politikerne et forum til at lytte.
Web 2.0 handler bl.a. om dialog og brugerinvolvering – men det kommer i mange afskygninger. Web 2.0 er et paradigme, et tankesæt, en digital livsstil. Det handler kun i ringe grad om teknologi. Vel at mærke understøtter teknologier som AJAX (Asyncronus JavaScript) og RIA (Rich Interactive Applications) Web 2.0, men først og fremmest handler det om at gøre tingene lidt anderledes end hvad man er vant til – Web 2.0 handler om dialog og to-vejs kommunikation, hvor man sædvanligvis har arbejdet med at skubbe information i én retning. Det handler om at animere brugerne til inddragelse og deltagelse i budskabet. Lad mig forklare med et eksempel: Hvem kender ikke Facebook? Verdens ukronede konge indenfor opstøvning af gamle klassekammerater, efterskolekærester og fjerne familiemedlemmer. Facebook kommer på næsten alle verdens sprog. Men det er relativt nyt. I langt tid har Facebook kun eksisteret på de store sprog. Da Facebook skulle sprogversioneres til mindre udbredte sprog, som dansk, da spurgte Facebook brugerne. Hvad skal “Requests”, “Status Updates” og “View Message Inbox” hedde på dansk? Det var brugerne der ved simple afstemninger bestemte, at oversættelserne blev “Anmodninger”, “Statusopdateringer” og “Vis beskedindbakke”. Facebook spurgte så resten af sine nu registerede 350.000.000 brugere om hvad termene skulle hedde på andre sprog. Dette har gjort, at Facebook på ét døgn havde oversat Facebook til størstedelen af verdens sprog. Tænk på hvis Facebook skulle hyre translatører til at gøre oversættelsesarbejdet. Tænk på hvor mange mennesker der skulle til for at dække alle sprog, og tænk på hvor mange timer, der skulle bruges på det. Ved at spørge brugerne kunne Facebook altså få gratis oversættelsesassistance på en hundrededel af den tid, som ellers skulle have været brugt! Snak om optimering, hva’? Tænk så på hvad Web 2.0 kan bringe det kommunale Danmark?
Hvornår får kommunerne øjnene op for at Web 2.0 kan hjælpe med at gøre livet nemmere for både borgere og politikere? Når jeg snakker med beslutningstagerne i de kommunale webgrupper, så slår de stort set alle på tromme for Web 2.0, men har svært ved at artikulere hvordan Web 2.0 kan bruges i ligenøjagtigt deres situation. Ellers kan de godt, men tør ikke at tage skridtet fuldt ud og implementere Web 2.0. Jeg møder dog også ofte frygten for, at Borgerne kommer med snavs og skidt, fremfor at holde kammertonen. Samtidigt mangler der måske opbakning fra byråd og kommunaldirektion til at allokere midlerne til et ordentligt Web 2.0 projekt. Det er ærgerligt!
Hjørring Kommune har dog formået at omsætte teorietisk sniksnak til benhård praksis, og opbakningen fra organisationen er tilstede. Hjørring Kommune lancerede ny kommuneportal på http://www.hjoerring.dk d. 01/02/2010, hvor Web 2.0 er et af hovedelementerne. Konkret spørger Hjørring Kommune blandt andet sine borgere på hjemmesiden om hvor placeringen af en ny genbrugsplads skal være nær Løkken. Det skal nok give lokal debat, da Løkken jo er kendt for sit sprudlende turistliv. Dette giver kommunen mulighed for at lade borgerne præge beslutningen og foretage et valg baseret på hvad borgerne reelt ønsker og ikke på politkernes antagelser. Borgerne har mulighed for at kommentere direkte på kommunens portal og det indhold som kommunen publicerer, så andre borgere kan deltage i debatten. Dette kræver ikke borgermøder, demonstrationer eller læserbreve, men faciliterer debatten på internettet – og det eneste kommunen betaler for er den strøm, som portalen bruger. Ergo, er der også et rationaliseringspotentiale i Web 2.0. Ved at bruge portalen til borgerinddragelse kan kommunen foruden øget dialog med borgerne også nedbringe omkostninger til fysiske tiltag – dobbel op på fordelene, der!
Én af de nok mere almenkendte Web 2.0 tiltag er weblogs, også blot kaldt for blogs. En blog kan sammenlignes med det traditionelle, trykte læserbrev. Det er et domæne, hvor en given person kan give sine meninger til kende om et selvvalgt område. Borgerne, eller brugerne i almindelighed, kan herefter kommentere på personens meninger på tværs af tid og sted. Dette øger sandsynligheden for at folk giver sine egne holdninger til kende qua den øgede tilgængelighed som internettet stiller sammenlignet med den oldnordiske arbejdsgang med at sende et læserbrev ind til et givent lokalmedie. Samtidigt øger blogs sandsynligheden for brugerinvolvering, da borgerne kan svare tilbage hurtigt, på tværs af tid og sted. Nøjagtigt som de gode gamle læserbreve, afføder blogindlæggene ofte hede debatter, der ender ud i ganske konkrete idéer og forbedringsforslag.
Men ja ja, fint nok! Onde tunger vil her til sidst udbryde at ved at “omlægge” borgerinvolveringen til internettet fremfor fysiske lag, så er der udvalgte grupper af befolkningen der står af, heriblandt den ældre generation! Ikke nødvendigvis, er svaret. Sidst It- og Telestyrelsen gennemførte sin store undersøgelse “Borgernes IKT-færdigheder i Danmark” i 2007 blev det konkluderet at 60 % i aldersgruppen 60-69 år bruger computere i det daglige. Dette er da ganske betydeligt, taget i betragtning at hjemmecomputere og internet først er blevet allemandseje for 10-12 år siden. Og hvis undersøgelsen blev gennemført i 2010 er jeg helt sikker på, at denne andel er vokset. Derfor mener jeg ikke at argumentet om at de ældre befolkningsgrupper udelukkes fra borgerinvolveringen holder. Desuden handler det også om opdragelse. Formår kommunerne via andre kanaler at markedsføre kommuneportalen som platform for borgerdialogen, så skal borgerne nok følge med. Jeg vil faktisk mene at kommunerne kan nå ud til flere borgere ved at bruge internettet. Web 2.0 fordrer spontaniteten og når mennesker, der normalt ikke deltager i hverken demonstrationer eller borgermøder – derfor vil jeg våge at påstå at kommunerne på denne måde kan få flere med på vognen!
Så kære beslutningstagere i de danske kommune, lad være med at være så berøringsangst overfor brugen af Web 2.0 og lad os komme ud over stepperne. Der er masser af fordele og gode eksempler, og dem jeg har nævnt her er blot toppen af isbjerget.
